På denne side bringer DANSK BIOTEK nyheder fra medlemmerne, som på denne måde får mulighed for at blive ekstra eksponeret.

Vi modtager derfor gerne pressemeddelelser og andre nyheder. Send dem til Dorte Dannemann, hjælp af denne formular.

10 Jun 2013

Bavarian Nordic bygger Danmarks mest avancerede vaccineproduktion

PRESSEMEDDELELSE:

I dag tog Bavarian Nordic første spadestik til det hidtil mest avancerede anlæg til produktion af biologiske lægemidler i Danmark. Den nye fabrik repræsenterer de højeste og mest moderne standarder i forhold til kvalitet, sikkerhed og miljø, og samtidig sikres fremtidige, højteknologiske arbejdspladser på fabrikken i Kvistgård i Nordsjælland.

Dermed går Bavarian Nordic imod strømmen af virksomheder, der flytter produktion ud af Danmark.

Handelsminister Pia Olsen Dyhr (SF) stak spaden i jorden og gravede det første lag muld væk fra det nye fabriksområde, som i midten af 2014 skal stå klar til produktion af samtlige Bavarian Nordics moderne vacciner mod livstruende sygdomme. Hun håber, at flere danske virksomheder vil følge eksemplet og satse på avanceret produktion herhjemme.

– Vi har i kraft af vores stærke velfærdssamfund og innovative virksomheder udviklet en masse gode løsninger på sundheds- og velfærdsområdet. Dagens investering er et godt eksempel på, at vi gennem fokus på kvalitet og knowhow gennem øget eksport også fremover kan sikre hårdt tiltrængte produktionsarbejdspladser i Danmark. Projektet vil samtidig kunne gavne de mange patienter verden over, som har brug for avancerede lægemidler, der kan forlænge eller redde liv, siger Pia Olsen Dyhr.

Bavarian Nordic producerer i øjeblikket koppevaccinen IMVAMUNE® på det eksisterende anlæg. Vaccinen indgår blandt andet i det amerikanske bioterrorberedskab. Med det nye anlæg bliver selskabet i stand til selv at producere alle øvrige vacciner – herunder prostatacancervaccinen PROSTVAC®, som er i de afgørende fase 3 forsøg og som hidtil har været produceret i Tyskland. Dermed sikrer man sig uafhængighed af underleverandører og maksimal kontrol med alle arbejdsgange.

– Vi har allerede vist, at vi kan leve op til de benhårde amerikanske krav til vaccineproduktion. Nu sikrer vi os, at det kan udnyttes i produktionen af alle vores fremtidige vacciner. Og samtidig sørger vi for, at lige præcis den type arbejdspladser, som alle sukker efter, bliver fremtidssikret i Danmark, siger Anders Hedegaard, administrerende direktør i Bavarian Nordic A/S.

Det er endnu for tidligt at sige, hvor mange arbejdspladser udvidelsen vil føre med sig. Det afhænger af tempoet i udviklingen af nye vacciner, og det er svært at forudsige.

– Men den situation stod vi også i i 2004, hvor vi byggede den nuværende fabrik. Dengang var der 87 ansatte i Bavarian Nordic. Nu er vi 470, og det havde ingen turdet forudsige dengang, siger Anders Hedegaard.

I forbindelse med byggeriet opgraderer Bavarian Nordic eksisterende laboratorier og iværksætter omfattende uddannelse af medarbejdere, så man er klar til at møde fremtidens krav til de mest komplicerede processer i forbindelse med avanceret vaccineproduktion.

Bavarian Nordic investerer 75 mio. kr. i den nye vaccineproduktion. Dermed har selskabet samlet investeret over en halv mia. kr. i anlægget i Kvistgård.

Billedtekst:
Handelsminister Pia Olsen Dyhr var klædt på til lejligheden, da hun tog det første spadestik til Bavarian Nordics nye produktionsanlæg i Kvistgård. Her er hun sammen med administrerende direktør Anders Hedegaard.

Fotograf: Peter Dahlerup.
Foto til fri afbenyttelse.

Kontakt
Anders Hedegaard, administrerende direktør. Telefon +45 23 20 30 64

Om Bavarian Nordic
Bavarian Nordic er et vaccine-fokuseret biotekselskab, der udvikler og producerer innovative vacciner til forebyggelse og behandling af livstruende sygdomme, hvor der er et stort udækket medicinsk behov. Selskabets pipeline fokuserer på cancer og infektionssygdomme, og indeholder ti udviklingsprogrammer. Inden for cancer er selskabets førende program PROSTVAC®, en vaccine til behandling af fremskreden prostatacancer, som er i klinisk fase 3 udvikling. Vaccinen, der udvikles i samarbejde med National Cancer Institute, er i kliniske fase 1 og fase 2 forsøg afprøvet i næsten 600 patienter. Inden for infektionssygdomme er det førende program IMVAMUNE®/IMVANEX®, en moderne koppevaccine, der udvikles og leveres til det amerikanske nationale beredskabslager under en kontrakt med de amerikanske myndigheder. IMVAMUNE®/IMVANEX® er i klinisk fase 3 udvikling og selskabet har indsendt ansøgninger om markedsføringstilladelse til sundhedsmyndighederne i EU og Canada. For yderligere information, besøg www.bavarian-nordic.com.

If you can't find it here or have feedback to our website, please do not hesitate to contact dd@danskbiotek.dk or 28895854

Copyright 2013 Danskbiotek. All rights reserved.