På denne side bringer DANSK BIOTEK nyheder fra medlemmerne, som på denne måde får mulighed for at blive ekstra eksponeret.

Vi modtager derfor gerne pressemeddelelser og andre nyheder. Send dem til Dorte Dannemann, hjælp af denne formular.

29 Nov 2017

Formanden har ordet: Godt gået Orphazyme!

For knap to uger siden lykkedes det Orphazyme at gå på Børsen i København! Selskabet solgte 7,5 mio. nye aktier til højeste udbudspris og fik tilført hele 600 mio. kroner fra 3900 nye aktionær. Efterspørgslen på at købe aktier var så stor, at Orphazyme valgte at lukke udbudsrunden en dag før tid. Med den succesfulde notering har Orphazyme finansieringen på plads til at gennemføre fire kliniske studier med deres hovedkandidat arimoclomol, herunder tre studier i fase 3. Selskabet forventer, at finansieringen kan holde helt til registrering af det første lægemiddel, forventeligt i 2020.

Den vellykkede børsnotering af Orphazyme er en kæmpe cadeau til selskabets stiftere og medarbejdere, som på kun 8 år har formået at etablere en flot klinisk pipeline baseret på nogle lovende biologiske opdagelser i 2009. Men børsnoteringen er også en kærkommen ’booster’ til hele det danske biotekmiljø. Vi har som bekendt ikke haft en dansk notering af et biotekselskab siden 2010, hvor Zealand Pharma blev noteret på Københavns Fondsbørs. Siden da har børserne i USA og Sverige tiltrukket de fleste børsnoteringer og dermed også investorernes interesse. Den store efterspørgsel på aktier i Orphazyme vidner om tiltro ikke kun til selskabet selv, men også til, at de bedste selskaber i Danmark er kommercielt attraktive at investere i. Jeg håber, at børsnoteringen vil smitte af på andre stærke og modne biotekselskaber således, at hvis alt går vel, er børsnoteringen af Orphazyme blot den første i en række af kommende noteringer i Danmark.

Et andet bemærkelsesværdigt selskab
Et andet biotekselskab med en bemærkelsesværdig udvikling er Y-mAbs Therapeutics. For en måned siden modtog kun to år gamle Y-mAbs 50 mio. USD i en finansieringsrunde ført an af schweiziske HBM Healthcare Investments. Kapitaltilførslen skal bruges til at klargøre Y-mAbs’ hovedkandidater til regulatorisk godkendelse – kandidater, der udspringer af et forskningssamarbejde mellem Y-mAbs og Memorial Sloan Kettering Cancer Center (MSK) i New York. De to partnere indgik samarbejdet i efteråret 2015, og siden da er det gået stødt fremad med kapitaltilførsler, publicering af videnskabelige nyheder og vigtige klassificeringer fra FDA & EMA.

Forløbet vidner om et selskab, der på rekordtid har klaret sig mere end almindeligt godt. Hvis jeg skal vurdere, hvad succesen bunder i, vil jeg pege på en kombination af kompetencer, flid, penge, timing – og så selvfølgelig held. Y-mAbs har erfarne Claus Juan Møller-San Pedro ved roret og har desuden en topledelse bestående af meget dygtige og erfarne folk. Det bliver utrolig spændende at følge selskabet fremover.

Ny life science enhed i Erhvervsministeriet
Flid og penge gør ikke det hele – gode rammebetingelser er som bekendt også af betydning. Det var derfor med glæde, at vi ved lanceringen af regeringens Erhvervs- og Iværksætterpakke for nyligt kunne konstatere, at erhvervspakken adresserer flere af anbefalingerne fra Vækstteam for Life Science. Det gælder blandt andet etablering af aktiesparekonto (omend med meget lavt beløbsmaksimum), højere skattefradrag for F&U, udvidelse af forskerskatteordning fra 5 til 7 år, bedre vilkår for tildeling af medarbejderaktier og finansiering af Vækstplan for Life Science med 30 mio. kr. årligt.

Samtidig udmeldte regeringen, at lanceringen af Vækstplan for Life Science bliver forsinket indtil begyndelsen af 2018. På trods af forsinkelsen må vi sige, at indholdet af Vækstplanen tyder på betydeligt mere substans, end vi tidligere har oplevet. DANSK BIOTEK har de senere måneder været i løbende dialog med bl.a. Erhvervsministeriet om, hvordan vi bedst prioriterer og omsætter Vækstteamets anbefalinger til praksis. På baggrund af en række konstruktive møder med politikere og embedsmænd, er vores konklusion utvetydig positiv: Vi mærker absolut fremdrift i det politiske arbejde samt en betydelig velvilje for at imødekomme de udfordringer, som danske biotekselskaber står over for.

Et bevis på de positive takter er, at det nu synes klart, at der er politisk flertal for at etablere en life science enhed i Erhvervsministeriet, der skal drive den erhvervspolitiske indsats inden for life science. Dette er en meget positiv nyhed, som vi ser frem til at få stort udbytte af. En fast indgang til det politiske system smidiggør dialogen med det politiske miljø og effektiviserer arbejdet med vores politiske mærkesager.

State of the Union 2018
Afslutningsvist kan jeg fortælle, at det næste medlemsmøde i DANSK BIOTEK er det årlige ’State of the Union’, som finder sted den 1. februar 2018. Her vil Christian Lindholm, chef i Danske Bank Corporate Finance, tegne et billede af biotekbranchen i EU & USA og give et overblik over de vigtigste tendenser på markedet. Derudover vil Christian Motzfeldt, direktør i Vækstfonden og Britt Meelby Jensen, CEO i Zealand Pharma bidrage med deres perspektiver på branchen, herunder især mulighederne for fremtidige børsnoteringer af danske biotekselskaber i København.

Sæt allerede nu et stort kryds i kalenderen!

Martin Bonde, Formand for DANSK BIOTEK

If you can't find it here or have feedback to our website, please do not hesitate to contact dd@danskbiotek.dk or 28895854

Copyright 2017 Danskbiotek. All rights reserved.