DANISH BIO – DANSK BIOTEK organizes four major plenary meetings for our members throughout the year to increase our members' knowledge regarding specific biotech topics and to facilitate networking. The events usually take place in February, May, September and November.

We also organize approximately four "saloon" meetings annually. They are small, intimate, "meet the expert" meetings with typically 6-20 participants advocating more in-depth discussion and knowledge-sharing on specific themes.

15 Jun 2017

Langsigtet finansiering af biotekselskaber – ja tak!

For nylig kom den gode nyhed, at det danske biotekselskab Dermtreat har rejst DKK 120 mio. (USD 17,7 mio.) fra et konsortium bestående af bl.a. amerikanske Sofinnova Ventures (hovedinvestor), Novo Seeds og Lundbeckfonden Emerge. Med pengene har Dermtreat finansiering nok til at gennemføre sine kommende fase 2 forsøg med mundplasteret Rivelin og samtidig eksplorere yderligere indikationer. Rivelin har indikation til den autoimmune sygdom oral lichen planus (OLP), der forårsager smertefulde sår i mundhulen.

To ting er særlige ved kapitalindsprøjtningen til Dermtreat. For det første er finansieringen på DKK 120 mio. en af de største serie A finansieringsrunder, vi endnu har set for et privat biotekselskab i Danmark. For det andet er det sjældent, at et ungt, dansk biotekselskab formår at tiltrække en prominent amerikansk venturefond som hovedinvestor.

De to ting hænger sammen. For i USA har man i årevis investeret med tilstrækkeligt store midler til at sikre, at selskaberne har kapital nok til at agere langsigtet, tiltrække de bedste kompetencer og nå nogle kritiske mål. Det var angiveligt også Sofinnova Ventures, der i denne omgang krævede, at et samlet konsortium af investorer skulle rejse minimum USD 16 mio., før Sofinnova ville være med. Der skulle være penge nok til, at Dermtreat ville kunne klare uforudsete situationer og ikke spilde tiden med mindre, løbende kapitalrejsninger.

Det giver mere end almindelig god mening at stile efter den type kapitalrejsning, som vi nu ser i Dermtreat. Af personlig erfaring ved jeg fra min tid som CEO i Epitherapeutics, hvor langsommeligt og uhensigtsmæssigt det kan være at udvikle et biotekselskab baseret på drypvise investeringer. Hvis man ikke har sikret midler til en længere periode, som inkluderer et antal meningsfyldte ”inflection points”, så er det meget svært at rekruttere de bedste folk, og man bruger hele tiden uforholdsmæssigt mange kræfter på at sikre ny kapital. Drypvise investeringer er derfor ikke vejen frem. Vi skal tværtimod i vores tankegang og finansieringsmodel læne os op ad den amerikanske måde at investere på, som sikrer, at man som biotekselskab kommer hurtigt op i fart. Bolden ligger hos både selskaberne selv og investorerne. Modellen med et konsortium af danske og internationale investorer er rigtig, blandt andet fordi vi derved udvider vores adgang til kapital og kompetencer generelt.

Vækstteam for Life Science – kommentarer fra Erhvervsminister Brian Mikkelsen

På årsmødet i DANISH BIO – DANSK BIOTEK i sidste måned var netop tiltrækning af kapital et af de emner, der flittigt blev berørt. Her deltog blandt andet Erhvervsminister Brian Mikkelsen for at kommentere på de anbefalinger, som Vækstteam for Life Science for nylig har publiceret. I forhold til tiltrækning af kapital nævnte ministeren, at han pt. arbejder på at sænke beskatningen af aktieavance til 27 % og er i dialog med regeringen om dette forslag samt andre former for skatteincitamenter. Derudover arbejder Brian Mikkelsen på, at vi i Danmark kan indføre de såkaldte ’aktiesparekonti’ efter svensk forbillede. I Sverige kan privatpersoner købe aktier i små og mellemstore virksomheder med enkle og gennemskuelige skatteregler. Med en aktiesparekonto betaler man først skat af gevinsten, når man ophæver selve kontoen, og man kan således løbende købe og sælge aktier på kontoen uden at skulle tænke på skattereglerne. De simple skatteregler kan tilskynde til private aktieinvesteringer, som kan gavne eksempelvis kapitaltilførslen til danske biotekselskaber.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen kommenterede også på udfordringerne med at beholde biotekselskaberne i Danmark efter udenlandsk kapitaltilførsel eller opkøb. Det var for ham et af de steder, det er vigtigt at sætte ind, og han pegede blandt andet på det manglende børsmiljø for biotekselskaber i Danmark som et af indsatsområderne.

Brian Mikkelsen forventer, at Erhvervsministeriet kan lancere en plan for implementeringen af anbefalingerne ultimo 2017. I DANISH BIO – DANSK BIOTEK glæder vi os over det høje ambitionsniveau i anbefalingerne og den umiddelbare velvilje fra ministerens side til at lytte, analysere og diskutere løsningsmuligheder. DANISH BIO – DANSK BIOTEK vil følge arbejdet tæt, og vi vil løbende indgå i dialog med Erhvervsministeriet omkring prioritering og indhold af implementeringerne.

To nye stærke personer i bestyrelsen for DANISH BIO – DANSK BIOTEK

Vi glæder os i DANISH BIO – DANSK BIOTEK over at kunne fortælle, at to kompetente biotekpersonligheder er trådt ind i bestyrelsen for DANISH BIO – DANSK BIOTEK på vores generalforsamling i sidste måned: Britt Meelby Jensen, CEO i Zealand Pharma, og Hans Schambye, CEO i Galecto Biotech. Med Britt Meelby Jensen får vi en repræsentant i bestyrelsen, som forstår, hvad det indebærer at være et mindre børsnoteret biotekselskab i Danmark. Britt Meelby Jensen kan således bidrage med sin indsigt i, hvad det kræver at agere som noteret selskab i Danmark. Med Hans Schambyes arbejde i Vækstteam for Life Science får vi ikke bare en garvet og kompetent biotekmand i bestyrelsen, men også en gylden mulighed for at følge op på Vækstteamets anbefalinger og trække i alle de tråde, der måtte være relevante. Jeg vil derfor varmt takke Britt Meelby Jensen og Hans Schambye for at træde ind i bestyrelsen for DANISH BIO – DANSK BIOTEK. I samme åndedrag vil jeg også gerne sige tusind tak til Birgitte Thygesen, som valgte at træde ud af bestyrelsen på generalforsamlingen. Birgitte skal have tak for sine mange år og sit solide arbejde i bestyrelsen for DANISH BIO – DANSK BIOTEK.

Danmarks bedste biotek-gymnasielærere

På årsmødet i DANISH BIO – DANSK BIOTEK skulle vi traditionen tro uddele Novo Nordisk Fondens Gymnasielærerpris 2017. Prisen gik i år til Thomas Skadhede, Paderup Gymnasium og Mårten Flø Jørgensen, Bagsværd Kostskole og Gymnasium, som begge deltog i årsmødet. Gymnasielærerprisen anerkender det høje faglige niveau i den biologiske naturvidenskabelige undervisning. Den påskønner lærere, der personligt har ydet et markant bidrag til den biologiske naturvidenskabelige undervisning, og som har gjort en ekstraordinær indsats for at motivere de unges interesse for feltet. Thomas Skadhede og Mårten Flø Jørgensen fik begge overrakt en pris på 250.000 kr. fordelt på 50.000 kr. til dem personligt og 200.000 kr. til deres pågældende gymnasium. Beløbet på 200.000 kr. skal bidrage til videreudvikling af den naturvidenskabelige undervisning på gymnasiet.

Årsmødet 2017 fandt sted hos Novo Nordisk i Bagsværd og med mere end 100 deltagere. På vegne af bestyrelsen vil jeg gerne takke Novo Nordisk for at lægge lokaler til begivenheden og bidrage til forplejningen. Endvidere vil jeg gerne takke de mange talere, som bidrog med gode og spændende oplæg.

Næste event i DANISH BIO – DANSK BIOTEK finder sted den 12. oktober 2017 kl. 14.30 og handler om New Therapeutic Modalities. Her får vi besøg af Kristian Meyer (CMO i Unicure), som vil fortælle om verdens første godkendte genterapiprodukt, nemlig Glybera, der er godkendt til behandling af lipoprotein lipase mangel. Vi skal også høre Jason Slingsby (Head of BD, Oxford Biomedica) fortælle om anvendelsen af CAR-T teknologi til kræftbehandling. Endelig kommer Agnete Frederiksen (stifter og CSO i Vaccibody) og fortæller om udvikling af cancer neoantigen vacciner til behandling af kræft. Sæt kryds i kalenderen allerede nu!

På vegne af bestyrelsen ønsker jeg alle en dejlig sommer.

Martin Bonde, Formand for DANISH BIO – DANSK BIOTEK

  • NyhedsbrevJuni2017

If you cannot find what you are looking for or if you have feedback to our website, please do not hesitate to contact ps@danskbiotek.dk or +45 7172 1114

Copyright 2017 DANISH BIO – DANSK BIOTEK. All rights reserved.