Et nyt fagligt netværk for kvindelige topledere og specialister med prominente life science-kapaciteter bag og Novo Nordisk Fonden i ryggen har set dagens lys. Målet er at få flere kvinder på topposter i dansk life science.
Selvom det går fremad, er der stadig for få kvinder og for lidt diversitet i toppen af den danske life science-industri.
Det mener i alt fald en række erfarne life science-kvinder, der med Novo Nordisk Fonden som økonomisk bagtæppe har dannet et netværk for topledere, bestyrelsesmedlemmer, erfarne specialister og topforskere.
Wild, som det nye netværk hedder, vil skabe et fagligt inspirerende netværksforum for ledende kvinder på tværs af industrien og akademia og samtidig øge synligheden af kvinder i de øverste ledelseslag.
Det fortæller idékvinde og forperson Lene Gerlach, der til daglig er partner i den nordiske life science-fond Eir Ventures, til MedWatch.